
Efter sommerferien vokser Liljeborgfondens sekretariat fra blot fire medarbejdere til seks. Med to nyansættelser bliver det en forholdsvis stor oprustning for den blot otte år gamle fond.
Det er to stærke faglige profiler, der skal understøtte Liljeborgfonden fremover.
Antropolog Mai Hviid er hentet fra Red Barnet, hvor hun har stået i spidsen for et projekt om digitale krænkelser.
Det er et udtryk for at ville være endnu mere til stede for vores gode samarbejdspartnere og målgrupper - og så vi på sigt kan skrue op for Liljeborgfondens uddelinger,
Dorthe Ploug Hansen – administrerende direktør, Liljeborgfonden
Og overlæge Liv Lyngå von Folsach er hentet fra Sundhedsstyrelsen, hvor hun i mere end 13 år har arbejdet med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser for børn og familier.
"Mai er antropolog og kender feltet og familiernes virkelighed indefra, mens Liv som børnelæge har arbejdet med forebyggelse og sundhed for børn og familier helt fra den tidligste begyndelse. Tilsammen styrker de både vores faglige forståelse af de målgrupper, vi arbejder for, og vores evne til at omsætte den viden til handling," siger administrerende direktør Dorthe Ploug Hansen i en skriftligt svar til Filantropi.
Udvidelsen af Liljeborgfondens fondsteam skal være med til at kvalificere fondens arbejde.
"Vi er en lærende fond, og de to nye kolleger skal være med til at gøre os klogere på det felt, vi arbejder i. Vi tror på, at løsningerne på komplekse problemer findes i fællesskab – ikke hos en enkelt aktør eller indsats alene. Mai og Liv er derfor ikke ansat til at sidde direkte med uddelingerne, men til at gøre os til en stærkere og klogere samarbejdspartner. Vi gør det for at styrke fonden i mødet med vores samarbejdspartnere – med det mål at gøre en endnu større forskel for vores målgrupper," skriver Dorthe Ploug Hansen til Filantropi.
De to nye medarbejdere skal være med til at løfte Liljeborgfondens strategiske fokus på børn, gravide og familier - i nye projekter og samarbejder, som fonden først vil løfte sløret for senere på året.
"Ansættelserne sker inden for rammerne af vores strategi for 2024-2030, hvor vi har udvidet målgruppen, så vores arbejde nu rækker fra den gravide mor med det ufødte barn helt op til barnets 18. år. Vores to nye kolleger skal være med til at indfri den strategi – ikke sætte en ny retning. Vi glæder os til at fortælle mere efter sommeren," siger Dorthe Ploug Hansen.
På vej mod større uddelinger
Fonden vil også 'på sigt' øge uddelingerne, siger sekretariatslederen. Allerede nu er Liljeborgfondens uddelinger i vækst. De nyeste regnskaber viser, at der sidste år blev uddelt 22 millioner kroner. I 2022 uddelte fonden omkring otte millioner kroner.
Dermed er Liljeborgfonden godt på vej mod det strategiske mål om i 2030 at have årlige uddelinger for 40 millioner kroner, som fondens formand tidligere har fortalt om til Fundats.
Uddelingsområderne ligger dog fast de næste år.
"Vores tre indsatsområder ligger fast: børn og unge i udsatte positioner, sårbare mødre og børns forhold samt kulturelle og almennyttige aktiviteter i Roskildeområdet. Vores ambition er at gøre en endnu større forskel inden for netop de områder," siger Dorthe Ploug Hansen.


